Sahih Al-Bukhari:1354
| Dansk | Arabisk | Link til sunnah.com | Keywords | Henvisninger | Video |
|---|---|---|---|---|---|
| Fortalt af Ibn `Umar: `Umar tog af sted sammen med profeten og en gruppe mennesker til Ibn Saiyad, indtil de så ham lege med drengene nær bjergene i Bani Mughala. Ibn Saiyad nærmede sig på det tidspunkt sin pubertet og lagde ikke mærke til (os), før profeten aede ham med hånden og sagde til ham: 'Bevidner du, at jeg er Allahs sendebud?' Ibn Saiyad så på ham og sagde: 'Jeg vidner om, at du er analfabeternes sendebud.' Så spurgte Ibn Saiyad profeten, 'Bevidner du, at jeg er Allahs sendebud ?' Profeten afviste det og sagde: 'Jeg tror på Allah og Hans Apostle.' Så sagde han (til Ibn Saiyad): 'Hvad tænker du?' Ibn Saiyad svarede: 'Sande mennesker og løgnere besøger mig.' Profeten sagde: 'Du har været forvirret med hensyn til denne sag.' Så sagde profeten til ham: 'Jeg har gemt noget (i mit sind) for dig, (kan du fortælle mig det?)' Ibn Saiyad sagde: 'Det er Al-Dukh (røgen).' (2) Profeten sagde: 'Lad dig være i vanære. Du kan ikke overskride dine grænser.' På det sagde 'Umar, 'O Allahs sendebud! Tillad mig at hugge hovedet af ham.' Profeten sagde: 'Hvis han er ham (dvs. Dajjal), så kan du ikke overmande ham, og hvis han ikke er det, så nytter det ikke at myrde ham.' (Ibn `Umar tilføjede): Senere gik Allahs Budbringer igen sammen med Ubai bin Ka`b til dadelpalmetræerne (haven), hvor Ibn Saiyad opholdt sig. Profeten ville høre noget fra Ibn Saiyad, før Ibn Saiyad kunne se ham, og profeten så ham ligge dækket med et lagen, hvorfra hans mumlen blev hørt. Ibn Saiyads mor så Allahs apostel, mens han gemte sig bag stammerne af dadelpalmetræerne. Hun henvendte sig til Ibn Saiyad, 'O Saf! (og dette var navnet på Ibn Saiyad) Her er Muhammed.' Og dermed rejste Ibn Saiyad sig. Profeten sagde, 'Havde denne kvinde ladet ham være (Havde hun ikke forstyrret ham), så ville Ibn Saiyad have afsløret virkeligheden om sig selv. | حَدَّثَنَا عَبْدَانُ، أَخْبَرَنَا عَبْدُ اللَّهِ، عَنْ يُونُسَ، عَنِ الزُّهْرِيِّ، قَالَ أَخْبَرَنِي سَالِمُ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ، أَنَّ ابْنَ عُمَرَ ـ رضى الله عنهما ـ أَخْبَرَهُ أَنَّ عُمَرَ انْطَلَقَ مَعَ النَّبِيِّ صلى الله عليه وسلم فِي رَهْطٍ قِبَلَ ابْنِ صَيَّادٍ، حَتَّى وَجَدُوهُ يَلْعَبُ مَعَ الصِّبْيَانِ عِنْدَ أُطُمِ بَنِي مَغَالَةَ، وَقَدْ قَارَبَ ابْنُ صَيَّادٍ الْحُلُمَ فَلَمْ يَشْعُرْ حَتَّى ضَرَبَ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم بِيَدِهِ ثُمَّ قَالَ لاِبْنِ صَيَّادٍ " تَشْهَدُ أَنِّي رَسُولُ اللَّهِ ". فَنَظَرَ إِلَيْهِ ابْنُ صَيَّادٍ فَقَالَ أَشْهَدُ أَنَّكَ رَسُولُ الأُمِّيِّينَ. فَقَالَ ابْنُ صَيَّادٍ لِلنَّبِيِّ صلى الله عليه وسلم أَتَشْهَدُ أَنِّي رَسُولُ اللَّهِ فَرَفَضَهُ وَقَالَ آمَنْتُ بِاللَّهِ وَبِرُسُلِهِ. فَقَالَ لَهُ " مَاذَا تَرَى ". قَالَ ابْنُ صَيَّادٍ يَأْتِينِي صَادِقٌ وَكَاذِبٌ. فَقَالَ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم " خُلِّطَ عَلَيْكَ الأَمْرُ " ثُمَّ قَالَ لَهُ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم " إِنِّي قَدْ خَبَأْتُ لَكَ خَبِيئًا ". فَقَالَ ابْنُ صَيَّادٍ هُوَ الدُّخُّ. فَقَالَ " اخْسَأْ، فَلَنْ تَعْدُوَ قَدْرَكَ ". فَقَالَ عُمَرُ ـ رضى الله عنه ـ دَعْنِي يَا رَسُولَ اللَّهِ أَضْرِبْ عُنُقَهُ. فَقَالَ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم " إِنْ يَكُنْهُ فَلَنْ تُسَلَّطَ عَلَيْهِ، وَإِنْ لَمْ يَكُنْهُ فَلاَ خَيْرَ لَكَ فِي قَتْلِهِ ". وَقَالَ سَالِمٌ سَمِعْتُ ابْنَ عُمَرَ ـ رضى الله عنهما ـ يَقُولُ انْطَلَقَ بَعْدَ ذَلِكَ رَسُولُ اللَّهِ صلى الله عليه وسلم وَأُبَىُّ بْنُ كَعْبٍ إِلَى النَّخْلِ الَّتِي فِيهَا ابْنُ صَيَّادٍ وَهُوَ يَخْتِلُ أَنْ يَسْمَعَ مِنِ ابْنِ صَيَّادٍ شَيْئًا قَبْلَ أَنْ يَرَاهُ ابْنُ صَيَّادٍ فَرَآهُ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم وَهُوَ مُضْطَجِعٌ، يَعْنِي فِي قَطِيفَةٍ لَهُ فِيهَا رَمْزَةٌ أَوْ زَمْرَةٌ، فَرَأَتْ أُمُّ ابْنِ صَيَّادٍ رَسُولَ اللَّهِ صلى الله عليه وسلم وَهُوَ يَتَّقِي بِجُذُوعِ النَّخْلِ فَقَالَتْ لاِبْنِ صَيَّادٍ يَا صَافِ ـ وَهْوَ اسْمُ ابْنِ صَيَّادٍ ـ هَذَا مُحَمَّدٌ صلى الله عليه وسلم. فَثَارَ ابْنُ صَيَّادٍ فَقَالَ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم " لَوْ تَرَكَتْهُ بَيَّنَ ". وَقَالَ شُعَيْبٌ فِي حَدِيثِهِ فَرَفَصَهُ رَمْرَمَةٌ، أَوْ زَمْزَمَةٌ. وَقَالَ إِسْحَاقُ الْكَلْبِيُّ وَعُقَيْلٌ رَمْرَمَةٌ. وَقَالَ مَعْمَرٌ رَمْزَةٌ. | Link(sunnah.com) | Antikrist |
Vis NoterBeretningen her er én af flere beretninger om Muhammeds møde med Ibn Saiyad, som er en dreng, der i samtiden tilsyneladende betragtedes med en hvis ærefrygt. Noget tyder på, at Ibn Saiyad blandt nogle blev opfattet som en profet, mens Muhammed muligvis har haft en mistanke om, at drengen var Dajjal, den muslimske version af Antikrist, og Muhammed sniger sig derfor ind på ham for at måske at kunne høre, hvad han mumler, når han ikke véd, at nogen lytter.Sahih Al-Bukhari:3055 Sahih Al-Bukhari:3056 Sahih Al-Bukhari:6173 Sahih Muslim:2924 a Sahih Muslim:2930 a Sahih Muslim:2932 b |