Sahih Al-Bukhari:6982
| Dansk | Arabisk | Link til sunnah.com | Keywords | Henvisninger | Video |
|---|---|---|---|---|---|
| Fortalt af `Aisha: Begyndelsen af den guddommelige inspiration til Allahs Budbringer var i form af gode retfærdige (sande) drømme i hans søvn. Han havde aldrig en drøm, uden den gik i opfyldelse som stærkt dagslys. Han plejede at gå i afsondrethed i (hulen af) Hira, hvor han plejede at tilbede (Allah Alene) kontinuerligt i mange (dage) nætter. Han plejede at tage madpakke med sig til det (ophold) og så vende tilbage til (hans kone) Khadija for at spise sin mad på samme måde igen i endnu en periode for at blive, indtil sandheden pludselig faldt over ham, mens han var i Hiras hule. Englen kom til ham i den og bad ham læse. Profeten svarede: 'Jeg ved ikke, hvordan man læser.' Profeten tilføjede: 'Engelen fangede mig (kraftigt) og pressede mig så hårdt, at jeg ikke kunne holde det ud mere. Han slap mig derefter og bad mig igen om at læse, og jeg svarede: 'Jeg ved det ikke hvordan man læser,' hvorpå han fangede mig igen og trykkede mig en anden gang, indtil jeg ikke kunne holde det ud mere. Så slap han mig og bad mig igen om at læse, men igen svarede jeg: 'Jeg ved ikke, hvordan man læser (eller: hvad skal jeg læse?).' Derpå fangede han mig for tredje gang og pressede mig og slap mig så og sagde: 'Læs: I din Herres navn, som har skabt (alt hvad der eksisterer). Har skabt mennesket ud fra en blodprop. Læs og din Herre er mest generøs...op til..... ..det, som han ikke vidste.' (96.15) Så vendte Allahs Budbringer tilbage med Inspirationen, hans nakkemuskler rystende af rædsel, indtil han kom hjem til Khadija og sagde: 'Dæk mig! Dæk mig!' Hun dækkede ham til, indtil hans frygt var forbi, og så sagde han: 'O Khadija, hvad er der galt med mig?' Så fortalte han hende alt, hvad der var sket, og sagde: 'Jeg frygter, at der kan ske mig noget.' Khadija sagde: 'Aldrig! Men hør de glade nyheder, for ved Allah, Allah vil aldrig vanære dig, når du holder dine handlinger gode med din stamme og dine slægtninge, taler sandt, hjælper de fattige og nødlidende, tjener din gæst generøst og hjælper de fortjente, der rammes af katastrofer.' Khadija fulgte ham derefter til (hendes fætter) Waraqa bin Naufal bin Asad bin `Abdul `Uzza bin Qusai. Waraqa var søn af sin farbror, dvs. hendes fars bror, som i den før-islamiske periode blev kristen og plejede at skrive den arabiske skrift og plejede at skrive evangelierne på arabisk så meget som Allah ønskede, at han skulle skrive. Han var en gammel mand og havde mistet synet. Khadija sagde til ham, 'O min fætter! Lyt til historien om din nevø.' Waraqa spurgte: 'O min nevø! Hvad har du set?' Profeten beskrev, hvad end han havde set. Waraqa sagde: 'Dette er den samme Namus (dvs. Gabriel, englen, der holder på hemmelighederne), som Allah havde sendt til Moses. Jeg ville ønske, jeg var ung og kunne leve helt til det tidspunkt, hvor dit folk går imod dig.' Allahs Budbringer spurgte: 'Vil de gå imod mig?' Waraqa svarede bekræftende og sagde: 'Der er aldrig kommet en mand med noget, der ligner det, du kommer med, uden at blive behandlet med fjendtlighed. Hvis jeg skulle forblive i live til den dag, hvor du bliver vist bort, så vil jeg støtte dig stærkt.' Men efter et par dage døde Waraqa, og den guddommelige inspiration blev også sat på pause et stykke tid, og profeten blev så trist, at vi har hørt, at han adskillige gange havde til hensigt at kaste sig fra toppen af høje bjerge, og hver gang han gik op på toppen af et bjerg for at kaste sig ned, ville Gabriel dukke op foran ham og sige: 'O Muhammed! Du er i sandhed Allahs Budbringer,' hvorpå hans hjerte ville blive stille, og han ville falde til ro og vende hjem. Og når som helst perioden for inspirationens komme plejede at blive lang, ville han gøre som før, men når han plejede at nå toppen af et bjerg, Gabriel ville dukke op foran ham og sige til ham, hvad han havde sagt før.(Ibn `Abbas sagde angående betydningen af: 'Det er han, der kløver daggry (fra mørket)' ( 6.96), at Al-Asbah. betyder solens lys om dagen og månens lys om natten). | حَدَّثَنَا يَحْيَى بْنُ بُكَيْرٍ، حَدَّثَنَا اللَّيْثُ، عَنْ عُقَيْلٍ، عَنِ ابْنِ شِهَابٍ،. وَحَدَّثَنِي عَبْدُ اللَّهِ بْنُ مُحَمَّدٍ، حَدَّثَنَا عَبْدُ الرَّزَّاقِ، حَدَّثَنَا مَعْمَرٌ، قَالَ الزُّهْرِيُّ فَأَخْبَرَنِي عُرْوَةُ، عَنْ عَائِشَةَ ـ رضى الله عنها ـ أَنَّهَا قَالَتْ أَوَّلُ مَا بُدِئَ بِهِ رَسُولُ اللَّهِ صلى الله عليه وسلم مِنَ الْوَحْىِ الرُّؤْيَا الصَّادِقَةُ فِي النَّوْمِ، فَكَانَ لاَ يَرَى رُؤْيَا إِلاَّ جَاءَتْ مِثْلَ فَلَقِ الصُّبْحِ، فَكَانَ يَأْتِي حِرَاءً فَيَتَحَنَّثُ فِيهِ ـ وَهْوَ التَّعَبُّدُ ـ اللَّيَالِيَ ذَوَاتِ الْعَدَدِ، وَيَتَزَوَّدُ لِذَلِكَ ثُمَّ يَرْجِعُ إِلَى خَدِيجَةَ فَتُزَوِّدُهُ لِمِثْلِهَا، حَتَّى فَجِئَهُ الْحَقُّ وَهْوَ فِي غَارِ حِرَاءٍ فَجَاءَهُ الْمَلَكُ فِيهِ فَقَالَ اقْرَأْ. فَقَالَ لَهُ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم " فَقُلْتُ مَا أَنَا بِقَارِئٍ فَأَخَذَنِي فَغَطَّنِي حَتَّى بَلَغَ مِنِّي الْجَهْدَ ثُمَّ أَرْسَلَنِي. فَقَالَ اقْرَأْ. فَقُلْتُ مَا أَنَا بِقَارِئٍ. فَأَخَذَنِي فَغَطَّنِي الثَّانِيَةَ حَتَّى بَلَغَ مِنِّي الْجَهْدَ، ثُمَّ أَرْسَلَنِي فَقَالَ اقْرَأْ. فَقُلْتُ مَا أَنَا بِقَارِئٍ. فَغَطَّنِي الثَّالِثَةَ حَتَّى بَلَغَ مِنِّي الْجَهْدُ، ثُمَّ أَرْسَلَنِي فَقَالَ اقْرَأْ بِاسْمِ رَبِّكَ الَّذِي خَلَقَ ". حَتَّى بَلَغَ {مَا لَمْ يَعْلَمْ} فَرَجَعَ بِهَا تَرْجُفُ بَوَادِرُهُ حَتَّى دَخَلَ عَلَى خَدِيجَةَ فَقَالَ " زَمِّلُونِي زَمِّلُونِي ". فَزَمَّلُوهُ حَتَّى ذَهَبَ عَنْهُ الرَّوْعُ فَقَالَ " يَا خَدِيجَةُ مَا لِي ". وَأَخْبَرَهَا الْخَبَرَ وَقَالَ " قَدْ خَشِيتُ عَلَى نَفْسِي ". فَقَالَتْ لَهُ كَلاَّ أَبْشِرْ، فَوَاللَّهِ لاَ يُخْزِيكَ اللَّهُ أَبَدًا، إِنَّكَ لَتَصِلُ الرَّحِمَ، وَتَصْدُقُ الْحَدِيثَ، وَتَحْمِلُ الْكَلَّ، وَتَقْرِي الضَّيْفَ، وَتُعِينُ عَلَى نَوَائِبِ الْحَقِّ. ثُمَّ انْطَلَقَتْ بِهِ خَدِيجَةُ حَتَّى أَتَتْ بِهِ وَرَقَةَ بْنَ نَوْفَلِ بْنِ أَسَدِ بْنِ عَبْدِ الْعُزَّى بْنِ قُصَىٍّ ـ وَهْوَ ابْنُ عَمِّ خَدِيجَةَ أَخُو أَبِيهَا، وَكَانَ امْرَأً تَنَصَّرَ فِي الْجَاهِلِيَّةِ، وَكَانَ يَكْتُبُ الْكِتَابَ الْعَرَبِيَّ فَيَكْتُبُ بِالْعَرَبِيَّةِ مِنَ الإِنْجِيلِ مَا شَاءَ اللَّهُ أَنْ يَكْتُبَ، وَكَانَ شَيْخًا كَبِيرًا قَدْ عَمِيَ ـ فَقَالَتْ لَهُ خَدِيجَةُ أَىِ ابْنَ عَمِّ اسْمَعْ مِنِ ابْنِ أَخِيكَ. فَقَالَ وَرَقَةُ ابْنَ أَخِي مَاذَا تَرَى فَأَخْبَرَهُ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم مَا رَأَى فَقَالَ وَرَقَةُ هَذَا النَّامُوسُ الَّذِي أُنْزِلَ عَلَى مُوسَى، يَا لَيْتَنِي فِيهَا جَذَعًا أَكُونُ حَيًّا، حِينَ يُخْرِجُكَ قَوْمُكَ. فَقَالَ رَسُولُ اللَّهِ صلى الله عليه وسلم " أَوَمُخْرِجِيَّ هُمْ ". فَقَالَ وَرَقَةُ نَعَمْ، لَمْ يَأْتِ رَجُلٌ قَطُّ بِمَا جِئْتَ بِهِ إِلاَّ عُودِيَ، وَإِنْ يُدْرِكْنِي يَوْمُكَ أَنْصُرْكَ نَصْرًا مُؤَزَّرًا. ثُمَّ لَمْ يَنْشَبْ وَرَقَةُ أَنْ تُوُفِّيَ، وَفَتَرَ الْوَحْىُ فَتْرَةً حَتَّى حَزِنَ النَّبِيُّ صلى الله عليه وسلم فِيمَا بَلَغَنَا حُزْنًا غَدَا مِنْهُ مِرَارًا كَىْ يَتَرَدَّى مِنْ رُءُوسِ شَوَاهِقِ الْجِبَالِ، فَكُلَّمَا أَوْفَى بِذِرْوَةِ جَبَلٍ لِكَىْ يُلْقِيَ مِنْهُ نَفْسَهُ، تَبَدَّى لَهُ جِبْرِيلُ فَقَالَ يَا مُحَمَّدُ إِنَّكَ رَسُولُ اللَّهِ حَقًّا. فَيَسْكُنُ لِذَلِكَ جَأْشُهُ وَتَقِرُّ نَفْسُهُ فَيَرْجِعُ، فَإِذَا طَالَتْ عَلَيْهِ فَتْرَةُ الْوَحْىِ غَدَا لِمِثْلِ ذَلِكَ، فَإِذَا أَوْفَى بِذِرْوَةِ جَبَلٍ تَبَدَّى لَهُ جِبْرِيلُ فَقَالَ لَهُ مِثْلَ ذَلِكَ. قَالَ ابْنُ عَبَّاسٍ {فَالِقُ الإِصْبَاحِ} ضَوْءُ الشَّمْسِ بِالنَّهَارِ، وَضَوْءُ الْقَمَرِ بِاللَّيْلِ. | Link(sunnah.com) | Muhammeds kaldelse
Muhammed vil begå selvmord |