| Fortalt af `Abdur-Rahman bin `Auf: Jeg fik skrevet en aftale mellem mig og Umaiya bin Khalaf om, at Umaiya ville passe min ejendom (eller familie) i Mekka, og jeg ville passe hans i Medina. Da jeg nævnte ordet 'Ar-Rahman' i dokumenterne, sagde Umaiya: 'Jeg kender ikke 'Ar-Rahman'. Skriv dit navn ned til mig (som du kaldte dig selv med) i den præ-islamiske periode af uvidenhed.' Så jeg skrev mit navn ''Abdu 'Amr'. På dagen (for slaget) ved Badr, da alle folk lagde sig til at sove, gik jeg op ad bakken for at beskytte ham. Bilal så ham (dvs. Umaiya) og gik til en forsamling i Ansar og sagde: '(Her er) Umaiya bin Khalaf! Ve mig, hvis han slipper ud!' Så en gruppe Ansar gik ud med Bilal for at følge os ('Abdur-Rahman og Umaiya). Da jeg var bange for, at de ville fange os, efterlod jeg Umaiyas søn for at holde dem beskæftiget, men Ansarene dræbte sønnen og insisterede på at forfølge os. Umaiya var en fed mand, og da de nærmede sig os, bad jeg ham om at knæle ned, og han knælede, og jeg lagde mig på ham for at beskytte ham, men ansarerne dræbte ham ved at føre deres sværd under mig, og en af dem sårede min fod med sit sværd. (Underfortælleren sagde: 'Abdur-Rahman plejede at vise os sporet af såret (arret, red.) på bagsiden af hans fod.') |
حَدَّثَنَا عَبْدُ الْعَزِيزِ بْنُ عَبْدِ اللَّهِ، قَالَ حَدَّثَنِي يُوسُفُ بْنُ الْمَاجِشُونِ، عَنْ صَالِحِ بْنِ إِبْرَاهِيمَ بْنِ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَوْفٍ، عَنْ أَبِيهِ، عَنْ جَدِّهِ عَبْدِ الرَّحْمَنِ بْنِ عَوْفٍ ـ رضى الله عنه ـ قَالَ كَاتَبْتُ أُمَيَّةَ بْنَ خَلَفٍ كِتَابًا بِأَنْ يَحْفَظَنِي فِي صَاغِيَتِي بِمَكَّةَ، وَأَحْفَظَهُ فِي صَاغِيَتِهِ بِالْمَدِينَةِ، فَلَمَّا ذَكَرْتُ الرَّحْمَنَ قَالَ لاَ أَعْرِفُ الرَّحْمَنَ، كَاتِبْنِي بِاسْمِكَ الَّذِي كَانَ فِي الْجَاهِلِيَّةِ. فَكَاتَبْتُهُ عَبْدُ عَمْرٍو فَلَمَّا كَانَ فِي يَوْمِ بَدْرٍ خَرَجْتُ إِلَى جَبَلٍ لأُحْرِزَهُ حِينَ نَامَ النَّاسُ فَأَبْصَرَهُ بِلاَلٌ فَخَرَجَ حَتَّى وَقَفَ عَلَى مَجْلِسٍ مِنَ الأَنْصَارِ فَقَالَ أُمَيَّةُ بْنُ خَلَفٍ، لاَ نَجَوْتُ إِنْ نَجَا أُمَيَّةُ. فَخَرَجَ مَعَهُ فَرِيقٌ مِنَ الأَنْصَارِ فِي آثَارِنَا، فَلَمَّا خَشِيتُ أَنْ يَلْحَقُونَا خَلَّفْتُ لَهُمُ ابْنَهُ، لأَشْغَلَهُمْ فَقَتَلُوهُ ثُمَّ أَبَوْا حَتَّى يَتْبَعُونَا، وَكَانَ رَجُلاً ثَقِيلاً، فَلَمَّا أَدْرَكُونَا قُلْتُ لَهُ ابْرُكْ. فَبَرَكَ، فَأَلْقَيْتُ عَلَيْهِ نَفْسِي لأَمْنَعَهُ، فَتَخَلَّلُوهُ بِالسُّيُوفِ مِنْ تَحْتِي، حَتَّى قَتَلُوهُ، وَأَصَابَ أَحَدُهُمْ رِجْلِي بِسَيْفِهِ، وَكَانَ عَبْدُ الرَّحْمَنِ بْنُ عَوْفٍ يُرِينَا ذَلِكَ الأَثَرَ فِي ظَهْرِ قَدَمِهِ.
قَالَ أَبُو عَبْد اللَّهِ سَمِعَ يُوسُفُ صَالِحًا وَإِبْرَاهِيمُ أَبَاهُ
| Link(sunnah.com) | Jihad
|
| |